top of page
  • Writer's pictureMalene Summer Stougaard

Guldstjerne til DIG!



Jeg så denne gule stjerne fremhævet på af mine morgengåture og det igangsatte refleksion omkring anerkendelse.


Jeg husker fra amerikanske film, at børnene i skolen blev belønnet med guldstjerner, når de havde gjort noget godt og hvordan de førte til anerkendelse af deres præstation. Et stjernesystem der skulle hjælpe til at motivere dem.



Så jeg så denne stjerne som et lille skulderklap til mig selv og fik en masse gode tanker om, hvor meget vi mennesker egentlig præsterer hver dag og fortjener masser af guldstjerner for vores indsats!


Jeg ved ikke hvor godt du er til at anerkende dig selv og sige godt gået, men måske dette billede kan sætte gang i nogle tanker hos dig også og huske dig på hvor godt du gør det!


At anerkende og fortælle os selv, at vi gør det godt og faktisk sige det højt er vigtigt for vores selvværd og motivation. Når du siger dine ord højt, så tvinger du din hjerne til at lytte på en helt anden måde. Det er godt for vores mentale sundhed, lige at stoppe op og give os selv tid, til at fortælle hvor god du er og hvor godt du faktisk gør det.

Det vil måske føles mærkeligt eller kunstigt, at stå der og tale til dig selv og de selvkritiske tanker og stemmer kan hurtigt komme og prøve at lukke ned for det. Det er en øvelse og noget man kan træne sig selv til at gøre og så vil det med tiden slet ikke føles så mærkeligt længere. Du vil i stedet mærke de rare gevinster, der kommer med at anerkende dig selv.


Hvis det føles lidt svært, kunne du starte med at lade som om du talte til en god ven eller veninde. Mange har lettere ved at sige gode ting til andre end til sig selv. Så hvis du var din ven/veninde, hvad ville du så sige til ham/hende de havde gjort godt i dag eller i ugens løb.

At tale til sig selv i 2. person, kan gøre det nemmere både at tale og lytte til, fordi det bliver skubbet lidt uden for dig selv. Det kan derfor være lidt nemmere at forholde sig til, når det ikke er så tæt på en selv.

Når du så er blevet lidt mere komfortabel med det, så vil jeg opfordre dig til at skifte til 1. person, så du udskifter du med jeg. Det gør, at du netop taler om dig selv mere direkte og lytter mere intens og derfor også vil kunne mærke det mere. Det er dig der gør de her ting og det er dig der skal have anerkendelsen. Tag imod den og fyld dig selv med masser af stjerner!


Hvis du har lyst til at dykke mere ned i at træne og sige gode ting til dig selv, så findes der en masse positive bekræftelser eller positive affirmations du kan prøve. Der er mange videoer på YouTube som du kan lytte til og tage til dig, men du kan også lave dine egne. Det handler om at gøre det som virker for dig og giver dig glæde og motivation til at blive ved med at gøre de ting, som er vigtige for dig i dit liv.


Fyr løs med guldstjerner og husk;

"At du har alt den styrke i dig som du skal bruge!"


De bedste hilsner Malene Summer Stougaard

bottom of page